
Forbrug Giro-start 2012 er den kommende weekend med på "Ferie for Alle"-messen i Herning. Et af tilbuddene til de besøgende er italiensk bjergkørsel på cykel
Anledningen er naturligvis, at Giro d'Italia kommer til Herning og Horsens 5.-7. maj for at køre de tre første etaper. Det betyder masser af lyserød cykelstemning i MCH Messecenter Herning.
- Vi arrangerer jo ikke blot tre etaper i verdens hårdeste cykelløb. Vi skaber en gigantisk lyserød fest omkring etaperne i Herning og Horsens, og den oplevelse vil vi naturligvis gerne dele med så mange som muligt, siger Alex Pedersen, der ud over at være adm. direktør for Jyske Medier A/S og tidligere professionel cykelrytter også er vicepræsident i den lokale organisationskomité.
- Vi ved af erfaring, at rigtig mange mennesker besøger "Ferie for Alle", og kan vi vække cykelinteressen hos dem, har vi opnået det, vi vil med vores deltagelse, lyder det fra Alex Pedersen.
Der bliver masser at fornøje sig med for publikum, der lægger vejen forbi den lyserøde stand C2620. En cykelsimulator giver mulighed for på egen krop at prøve, hvordan det er at køre cykelløb i de italienske bjerge - og vinde Giro-præmier ved at gøre det. Der vil være flere andre konkurrencer, og en lyserød cykeltaxa får en dominerende position på standen.
I løbet af weekenden vil Giro d'Italia-maskotten Girbecco - en italiensk bjergged - komme forbi og hilse på. Det sker flere gange både lørdag og søndag.
Giro-start 2012 i Herning-Horsens samarbejder med de lokale turistorganisationer, VisitHerning og VisitHorsens, om deltagelsen i messen.
Søndergade 47
DK-8700 Horsens
Tlf. +45 7627 2000
Alle artikler, fotos, grafik og øvrige illustrationer, der er på denne side, stammer fra Horsens Folkeblad. Horsens Folkeblad har ophavsretten, jf. lov om ophavsret.
Vilkår for anvendelse af Net-Avis og E-avis | Personoplysninger