Min søsters søde forbryderjægere

Film En stille villavejsvilla bliver forvandlet til hotel i tre uger, da der skal skrabes penge ind til en totalrenovation af fars bil.

Det er stort set handlingen i "Min søsters børn - alene hjemme". Sidste år tossede det nye kuld af den aldrende filmidé rundt i Nordjylland, men i år er vi tilbage i Nordsjælland, hvor mor og far dog ikke bliver længe.

De skal nemlig en tur til New York uden børnene. Det betyder selvfølgelig, at onkel Erik (Peter Mygind) må komme til undsætning.

De to ældste drenge "kommer til" at låne fars sportsvogn og totalskade den, men hurtigt får de overbevist onkel om, at det ikke er noget, man fortæller sine forældre.

I stedet åbner onkel og ungerne et hotel i familiens hus, så der kan blive tjent penge til at få fikset bilen. Men penge genererer sommetider tyve, og kort tid efter åbningen tjekker et par skumle typer ind.

De første 45 minutter af filmen forløber med, at ungerne og onkel får narret moneter fra godtroende jyder og kinesere. Det er alt sammen ret fredfyldt, men så kommer skurkene, og filmen slår et ordentligt højresving.

Mens første halvdel af filmen godt kan virke som en nyfortolkning af "Krummerne", er inspirationen i den sidste halve time hentet i de amerikanske "Alene hjemme"-film, hvilket titlen da heller ikke lægger skjul på.

Teatralsk tale

Filmen bliver aldrig en helhed. Den er en opdelt sag, hvor børnene er søde, snedige og med ben i næsen i den første del, hvorefter de pludselig forvandler sig til små kampmaskiner, som ikke er det mindste bange for tyve, der vil bryde ind.

Filmen er simpelthen for urealistisk - især den afsluttende jagt ned ad villavejene er overdrevent klodset og på intet tidspunkt spændende.

Den nyeste film om onkel Erik, Pusle, Blob og de andre er ganske enkelt for uambitiøs.

Den taler mere ned til børn, end den taler til dem. Det skyldes især den teatralske tale, der gennemsyrer filmen.

Med udtryk som "højst ejendommeligt" og "her på matriklen" taler Martin Miehe-Renards (manden bag de formidable Pyrus-julekalendere i 1990'erne, hvor børn lærte noget) nyeste film et så oldnordisk dansk, at de fleste unger nok mere vil undres end decideret more sig.

"Min søsters børn - alene hjemme" skvatter i alle børnefilmsklichéerne: Der bliver taaalt meeeeget tyyyydeligt, der er en hæsblæsende jagt til slut, og der er intet andet på spil end luksusproblemer og ligegyldigheder.