Rolls-Royce Phantom Coupé er et orgie i stål, aluminium, læder og ædeltræ

1 af 7
Rolls-Royce Phantom Coupé er et orgie i stål, aluminium, læder og ædeltræ
Rolls-Royce Phantom Coupé er den sportslige variant af den store Phantom sedan. Motorkraften er den samme V12er på 460 hk, men opsætningen er en smule mere nærværende. (Foto: Rolls-Royce)

AnnonceKlik for stor annonce

loading...

Af Jens OvergaardDagbladenes Bureau
Sidst opdateret Lørdag d. 3. december 2011, 12:00

Bil 9,7 mill. kr. Velkommen om bord.

Vi befinder os ved Rolls-Royce fabrikken i sydengelske Goodwood, hvor hundredvis af craftsmen håndbygger modellerne fra det britiske nobelmærke, som i dag er ejet af tyske BMW. Vi har set frem til turen på de snoede sogneveje i det frodige West Sussex. Og referencegrundlaget er godt.

Vi har nemlig i forvejen testet "baby-Rolls'en" Ghost til fem mill. kr. der har givet ny vind i sejlene for det eksklusive mærke.

Nu er turen kommet til den todørs coupé-version af den store Phantom, der varslede Rolls-Royces comeback i bilernes superliga, efter at BMW åbnede den helt nye Goodwood-fabrik i 2003. Den todørs coupé, der blev søsat for et par år siden, er 25 centimeter kortere end Phantom-sedanen, men er med sine 5,6 meter og kampvægt på 2,7 ton alligevel i sværvægtsklassen.

Teknikerne i Goodwood har gjort bilen en kende mere sportslig, hvis man kan bruge det ord. Mange af dagens Rolls-Royce-købere vil nemlig helst selv sidde bag rattet - en udvikling, der tog fart med den forholdsvis agile Ghost - og dem vil fabrikken gerne kræse lidt ekstra for. I forvejen er stort set alt standard på modellen, der også har luftaffjedring. Men det er ikke usædvanligt at se ekstraudstyr som indgraverede våbenskjold, instrument-ur i millionklassen eller en Spirit of Ecstasy lavet af det pureste guld. Det tager da også tre måneder at håndbygge en Phantom i Goodwood, hvor specialister i læder, træ, tekstiler og metal står klar til at tage over, når aluminiumskarrosseriet er ankommet fra Tyskland. Og hvor bilerne for øvrigt håndpoleres fem timer før den endelige aflevering.

Lystyacht på vejen

Bag det næsten truckerstore rat er udsigten til instrumenterne og armaturet i et konservativt miks af børstet aluminium, krom, mørkt ædeltræ og gennemfarvet fingertykt læder med til at give et indtryk, som mere lugter af lystyacht end luksusflyder. Og det indtryk holder.

På trods af de sportslige intentioner, hvor teknikerne har udstyret modellen med en sportsknap for boost og et mere præcist styretøj end sedanen, er Phantom nemlig stadig en ordentlig skude. Med et lille vip skubber vi til den tynde stilk af en gearvælger under rattet, og sætter fartøjet i gear. Vi ruller.

Det hele sker silkeblødt med et blidt skub i ryggen. Alt er dæmpet i bilen, hvor selv ruderne er tykke som hinkesten, mens alle ujævnheder sluges med en diskretion som en engelsk gentleman; skuden ligger støt.

Men vi har langt fra den føling med vejen, vi dog oplevede i den lidt mindre Ghost. Styretøjet, som ved starten på turen kunne svinge bilen ud fra kantstenen med fingerlethed, er nemlig lige så dødt som strøget 1. nytårsdag. Og på de snævre fugtige veje er det som at gå på line i en brandert. Det er på alle måder en udfordring at føre en højrestyret bil af den kaliber i trafik med britisk venstrekørsel. Undertegnede skal tilbage til dengang, jeg testede en Hummer, for at finde den samme modsatrettede følelse af ikke helt at vide, om jeg rager ud over min vejbane - vi har en bredde på to m - og så den uovervindelige fornemmelse af at køre sneplov.

Motorkraft er der masser af. Tryk bare speederen mod de tykke tæpper, og kæmpen presses fremad, overlegent og uanstrengt. Vi oplever ganske enkelt det, som englænderne kalder "waftability", altså når bilen stryger gennem landskabet som et flyvende tæppe. Vores 460 hk og moment på 780 Nm er "tilstrækkeligt", som det siges i de kredse. Faktisk rykker Phantom Coupéen distancen 0-100 km/t på imponerende 5,9 sekunder, størrelse og væg, taget i betragtning.

Klassisk herreværelse

Bilens herligheder er ikke begrænset til forsædepassagerne. Du sidder nemlig herskabeligt i de formsyede sæder bagude. Og selv om der ikke, som foran, er et lille joystick til at indstille dem med millimeter-præcision, befinder du dig lige så komfortabelt som i biblioteket hjemme på herregården. Vi mangler faktisk bare den buldrende pejs.

At der så ikke er meget sidestøtte, lever man med - det her er sofaer på hjul. Komforten blev understreget efter 200 kilometers ekstra kørsel på bagsædet, hvor vi hele turen kunne arbejde koncentreret med en pc på det udslåede ædeltræs-klapbord uden at blive det mindste køresyge. Det hele med udsigt til det illuminerede "starlight interiør", hvor inderbeklædningen på loftet er udstyret med 600 håndplacerede små diodelys, som gør det ud for en stjernehimmel. Og vi kunne såmænd også have smidt skoene og ladet fødderne kærtegne af tæpperne med tommehøje uldtråde fra skotske får - noget, der er et hit i visse dele af verden, hvor kunderne sidder barfodede i bilerne.

Relaterede artikler
loading

  • Lokalt
  • Ind- og Udland
  • Mest læste
Tema
Galleri

Horsens Folkeblad

Søndergade 47

DK-8700 Horsens

 

Tlf. +45 7627 2000

Alle artikler, fotos, grafik og øvrige illustrationer, der er på denne side, stammer fra Horsens Folkeblad. Horsens Folkeblad har ophavsretten, jf. lov om ophavsret.

Vilkår for anvendelse af Net-Avis og E-avis | Personoplysninger