
Bil Kørebriller, RAF flight jacket og læderhjelm a la Nuser.
Det ville være det rigtige outfit til enhver tur i en Morgan. For selvfølgelig er kalechen nede, så der er fri udsigt til de sydfynske efterårs-douchede marker og den næsten uendeligt lange motorhjelm med den klassiske brede læderstrop på tværs. Og selvfølgelig står håret op i en alternativ vindfrisure efter turen i den sølvgrå Morgan Plus 8 fra 1978.
Men den nye hårstil er det hele værd. Det involverer nemlig alle sanser at forstå, hvad der selv den dag i dag med de nyeste Plus 4 og Aero 8 modeller, holder liv i et design med rødder i Winston Churchills 30'ere. Konstruktionen med de bærende stålprofiler, karrosserirammen af asketræ, og metaldelene, som ofte kan være af aluminium, er håndbygget med et craftsmanship, der er lige så hæderkronet, og har en fremtoning, der er lige så klassisk britisk som "Rule Britania".
Det er noget, der i generationer har fået granvoksne mænd til at vente årevis på at få leveret en ny Morgan. Og så betale kassen, når den står klar.
Fantastisk oplevelse
Køreturen forklarer alt. Den overlegne og let slubrende lyd fra den store 3,5 liters Rover aluminiums-V8'er, det faste greb om det lakerede trærat med de små nitter, og så udsigten gennem den lave forrude.
Det er en oplevelse, som kan gøres endnu mere intens, hvis jeg sænker ruden og nøjes med de beskedne flyagtige "Aeroscreens", der lige dækker fjæset. Men vi taler også om en bil, der med en acceleration 0-100 km km/t på omkring seks sekunder og en topfart over 200 km/t, allerede ved debuten i 1968 kørte lige op mod den mere tungt motoriserede Jaguar E-Type. Og især havde forcen i sin lave vægt, der i vores testbil er 950 kilo, og som betyder, at V8'erens efter dagens standard beskedne 155 hk efter alligevel får vinger.
Bilen, overtegnede har lånt, tilhører grev Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille fra Egeskov Slot, der er helt forgabt i den engelske klassiker og jævnligt bruger den.
Amerikansk ophav
Grevens 1978-model er den første efter et mindre facelift, hvor V8-motoren fik effekten let løftet, mens gearkassen nu var på fem gear. Ellers skal man være kender for at se forskel på de forskellieg modeller fra Morgan-fabrikken, der har rødder tilbage til starten af sidste århundrede.
De seneste mere end 100 år har fabrikken i engelske Malvern Link, Worcestershire, holdt traditionerne i hævd, så hver bil den dag i dag håndbygges. Og der står skam stadig et medlem af Morgan-familien i spidsen, nemlig Charles Morgan.
Morgen Plus 8-modellen er på mange måder banebrydende. Den var nemlig med til at redde fabrikken, da den blev søsat i 1968
Platformen var den firecylindrede Plus 4, der fik en lidt længere karrosseriafstand, og Plus 8'eren havde bare mere af det hele. Også mange flere muskler. Og den store motor byder da også på masser af kræfter - uanset gear. Det var en fornøjelse, som varede frem til 2003 med små modificeringer, hvor produktionen med den navnkundige V8-motor stoppede.
Overlegen kraft
En kilde af kraft fra baghjulene er da også præcist det, som kastes i nakken på mig, da jeg med fintfølende speederfod fræser ud ad de fynske sogneveje - selvfølgelig med fartgrænserne i hu.
Med lad os lige spole filmen tilbage og dvæle et øjeblik ved linjerne på den to sæders roadster, der med sine 3,73 meter er på længde med en Suzuki Splash.
Der hører enhver sammenligning dog op i forhold til vores to personers sportsvogn, der med sine tætsiddende forlygter, høje forkromede kølergrill og atletiske bygning minder om en ædel engelsk greyhound. Adgangen foregår ad de små, lette asketræsdøre, der ikke er meget større end et A3-ark, men til gengæld lukkes med et forkromet håndtag, der ligner noget fra et drivhus.
Nu flyver vi
Vi synker ned til den lave kørestilling i de pænt bløder sæder med det sorte læder, som lige har den rigtige patina. Det første, som øjet spotter, er det enkle instrumentbord af lakeret træ med de mange viserinstrumenter, der minder om et mindre flycockpit. Det indtryk holder, når håndbremsen skal slækkes. Det er nemlig en såkaldt "fly off "-håndbremse, med en lodret stang, der kan skubbes frem eller tilbage og udløses med et tryk på toppen.
Og så af sted, med det herlige soundtrack fra V8'eren kildrende i ørerne. Kræfterne er vi aldrig i tvivl om er der, og vores testbil er oven i købet overraskende letkørt med styretøj, gearskifte og pedaler, der arbejder intuitivt.
Nuvel, der er langt til nutidens mere kliniske sportsvogne med et væld af elektroniske støtteben, og dermed også flere muligheder for at gå til de fysiske grænser.
Men det er ikke målet med vores Morgan, der med sit "Sliding Pillar"-forhjulsophæng, hvor forhjulene sidder på nogle bøsninger, der glider op og ned af en lodret bolt - helt uden absorberende bøsninger - indbyder til en køreoplevelse, der er ukomfortabel, men effektiv. Her er det fornemmelsen af fart og små bump i vejen, der opleves kontant selv ved lave hastigheder, der tæller.
Kontant
Konstruktionen i sig selv sætter også begrænsninger. Det kræver sin mand m/k, der har fornemmelse for styretøj og bremser, hvis bilen skal køres som en sportsvogn.
Ved kørsel på almindelig vej er englænderen dog også udfordrende. De mikroskopiske sidespejle giver nemlig mest af alt udsyn til de enorme bagskærme, der stort set fylder hele synsfeltet. Så fremfærden i trafikken sker gelinde.
Og det er netop, hvad det handler om, nydelsen. Noget, som Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille forstår at værdsætte. Og jo, han har skam både kørebriller, læderhjelm og en tyk flight jacket.
- Man må aldrig gå ned udstyret, lyder det fra greven, som er beredt på de store køreoplevelser.
Søndergade 47
DK-8700 Horsens
Tlf. +45 7627 2000
Alle artikler, fotos, grafik og øvrige illustrationer, der er på denne side, stammer fra Horsens Folkeblad. Horsens Folkeblad har ophavsretten, jf. lov om ophavsret.
Vilkår for anvendelse af Net-Avis og E-avis | Personoplysninger