
Basketball Basketball-herrerne fra Horsens IC spillede sig helt op på femtepladsen i basketligaen med den anden sejr på tre dage - denne gang en særdeles overraskende en af slagsen hos de nykårede pokalvindere Svendborg Rabbits.
Fynboerne med den tidl. HIC-spiller Craig Pedersen i spidsen havde kun tabt to gange i ligaen hidtil, men HIC var vanvittigt godt skydende og vandt med 97-87 efter 45-39 ved pausen.
Davor Sattler er normalt ikke en scoringsmaskine, men han var helt ustyrlig på Sydfyn. 10 gange sendte han et tre pointsforsøg af sted mod kurven - ni gange var der fuld gevinst. Han blev kampens topscorer med 32 point på kun 29 minutter. Amerikaneren Will Harris fulgte trop med 22 point.
HIC rykkede fra hjemmeholdet ved at forvandle 9-10 til 21-10 i første quarter. Svendborg var flere gange oppe at snuse - senest ved 74-72 i fjerde og sidste periode - men HIC trak fra og kom endda i front med 13 point i slutfasen.
Sejren betyder, at HIC har en god chance for at slutte på femtepladsen. Dermed undgår man topholdene Bakken, Svendborg og Næstved. Kvartfinalemodstanderen ligner derfor Sisu. De to hold mødes i sidste runde i grundspillet i Horsens.
Søndergade 47
DK-8700 Horsens
Tlf. +45 7627 2000
Alle artikler, fotos, grafik og øvrige illustrationer, der er på denne side, stammer fra Horsens Folkeblad. Horsens Folkeblad har ophavsretten, jf. lov om ophavsret.
Vilkår for anvendelse af Net-Avis og E-avis | Personoplysninger