
Basketball Horsens IC lever fortsat i kampen om de eftertragtede slutspilspladser. En sejr i aftes på 83-67 over Hørsholm betyder, at horsensianerne rykker lidt tættere på det sjove slutspil, det om medaljer og DM-titel.
Der er nu afstand, én sejr, ned til de nærmeste forfølgere, som er Aalborg og Aabyhøj, og samtidig rykker Horsens IC på omgangshøjde med Værløse og modstanderen fra i aftes, Hørsholm, på en delt femteplads.
Sejren kom særdeles belejligt efter nederlagene til Bakken Bears og Aabyhøj, og specielt måden, den kom i hus på, glædede træner Arnel Dedic.
- Vi kontrollerede kampen fra start til slut. Det er ikke tit, det sker, sagde HIC-træneren efter kampen.
- Normalt er det altid op og ned for os i løbet af en kamp, men i dag (torsdag, red.) spillede vi stabilt hele vejen, fortsatte han.
Eksplosiv start
Horsens IC grundlagde sejren med en eksplosiv start anført af en veloplagt Mike St. John. Efter få minutter viste måltavlen 14-4 i hjemmeholdets favør, og af de 14 point satte Mike St. John de ni.
Horsens IC bevarede en solid føring frem til slutningen af første halvleg, da de to pointguards Davor Sattler og Matiss Sakne kom i fejlproblemer. Begge indkasserede deres tredje fejl inden pausen, og det skabte lidt turbulens. Hørsholm reducerede til 24-30, inden HIC igen trak fra til pauseføringen på 43-33.
- Selvfølgelig blev jeg lidt nervøs de par gange, Hørsholm kom tæt på. Jeg frygtede, at der skulle ske det samme, som er sket for os mange gange tidligere på sæsonen. At vi satte et stort forspring over styr, sagde Arnel Dedic.
Det skete imidlertid ikke, og HIC-træneren roste Davor Sattler for en disciplineret indsats efter slovenerens fejl nummer tre.
- Vi aftalte, han tog det roligt i forsvaret og spillede uden risiko, og det gjorde han flot. Han spillede hele anden halvleg uden at få én eneste fejl, sagde Arnel Dedic.
Strammede til
Horsens IC sad også på anden halvleg. Hørholm kom nærmest ved 42-49, men derefter strammede HIC'erne igen og trak fra til 64-47, og det reducerede den resterende del af kampen til et spørgsmål om sejrens størrelse.
Den lød 83-67, og Hørsholms 67 point vakte tilfredshed hos HIC's Mike St. John.
- Det er sjældent, vi holder modstanderens score så langt nede, men i dag fungerede vores forsvar og alle kæmpede flot, sagde den store amerikaner.
Mike St. John roste samtidig den energi, HIC-mandskabet tog med på banen, og han mener, at den lover godt for fortsættelsen.
- Vi ved, der er brug for sejre, hvis vi skal i slutspillet, og vi viste mod Hørsholm, at der er meget vilje på holdet, sagde Mike St. John.
Vilje og energi er der brug for allerede i morgen, når det gælder udekampen mod basketligaens nummer to Svendborg. En kamp der spilles på udebane.
Søndergade 47
DK-8700 Horsens
Tlf. +45 7627 2000
Alle artikler, fotos, grafik og øvrige illustrationer, der er på denne side, stammer fra Horsens Folkeblad. Horsens Folkeblad har ophavsretten, jf. lov om ophavsret.
Vilkår for anvendelse af Net-Avis og E-avis | Personoplysninger